Angst
Hvad er angst?
Angst er naturlig og hensigtsmæssig i sin grundlæggende form, da den er med til at sikre vores overlevelse og igangsætte reaktioner, som gør os i stand til at forsvare os eller flygte, når vi føler os truede. Hos nogle kan angst dog udvikle sig, så den optræder i almindelige hverdagssituationer, hvor der ikke er reel fare på færde. Oplevelsen af angst er et spænd fra let nervøsitet til voldsomme angstanfald. Der kan opleves både fysiske og følelsesmæssige symptomer og den kan påvirke vores tanker og adfærd.
Det er individuelt, hvilke symptomer man oplever og hvornår de optræder. Man kan opleve, at symptomer, bekymringstanker og ændret adfærd kan forstærke hinanden og skabe en ond cirkel, hvor angsten forværres. For nogle mennesker kan angst blive styrende og tage kontrollen i ens liv, hvilket kan påvirke selvværdet på en negativ måde og øge sandsynligheden for ensomhed.
Behandling
Når angst begynder at forhindre dig i at leve det liv, du ønsker, er det en god ide at søge professionel hjælp. Der findes gode muligheder for behandling, og der er forskellige metoder afhængigt af hvilken type og sværhedsgrad. Det er individuelt, hvilken behandling der har størst effekt, men psykoterapi, medicin og fysisk træning er nogle af de mest betydningsfulde, evt. i kombination.
Der er forskellige former for angst, som kommer til udtryk på forskellig vis. Det vil i første omgang være vigtigt at klarlægge, hvilken type angst der opleves, da det har betydning for interventionen. Sygdomsforløbet vil naturligvis variere og for nogle kan det være svært at komme helt af med angsten. Det vil dog være et mål at lære at håndtere angsten på en måde, hvor den ikke bliver styrende i dit liv.
Det vil i terapi ofte indebære øvelse i gradvist at opsøge angstprovokerende situationer og træne sig i at udholde symptomerne, indtil de med tiden forhåbentlig mindskes. Det er af stor betydning, at der tages hensyn til årsagssammenhænge og at denne træning (eksponering) foregår i et tempo og i situationer, som tilpasses til den enkelte klient.
