Depression (let til moderat)

Hvad er depression?

Depression er en smertefuld tilstand, som kan skyldes udefrakommende omstændigheder eller som følge af andre psykiske lidelser som stress eller angst. Nogle mennesker kan have en medfødt genetisk faktor, som gør dem mere disponeret for udvikling af depression (endogene depressioner), mens det for andre kan optræde ifm. tilpasning til nye livsvilkår og ved mistrivsel. Der er stor forskel på sværhedsgrad og påvirkning af funktionsniveauet, men de fleste depressioner medfører besvær med at klare daglige gøremål samt opretholde sin arbejdsfunktion og forholdet til familie og venner.

Behandling af let til moderat depression

En ubehandlet lettere depression vil ofte gå over af sig selv i løbet af et halvt til et helt år, men behandling kan gøre forløbet kortere og mindre smertefuldt. For mange med depression er arbejdsevnen nedsat, og nogle har brug for at være sygemeldt i en periode. Der er gode muligheder for at forebygge og behandle depression. Psykoterapi vil ofte være en vigtig del af behandlingen, mens der ved svær depression ofte suppleres med medicinsk behandling for at stabilisere den ubalance, der er i hjernen. Ved meget svær depression kan anvendes elektrochokbehandling. Det anbefales generelt at sørge for at få lys, nærende mad, frisk luft samt bruge naturen og dyrke motion. En del af behandlingen vil for mange handle om øget selvomsorg, bl.a. i form af glædesfremmende aktiviteter i hverdagen, som kan hjælpe med at genskabe balance. Det vil være af stor betydning at få tilstrækkelig med indsigt i årsagssammenhænge og at opøve hensigtsmæssige mestringsstrategier for at forebygge nye depressioner.

Psykolog Louise Kragh