Hvad tilbyder jeg
Samtaleområder
Terapi handler i sin grundlæggende form om, at en psykolog hjælper en klient med at håndtere psykiske vanskeligheder. Det kan være svære perioder eller situationer, hvor der er behov for hjælp til at komme videre og opnå bedre trivsel. Det kan også være at bearbejde oplevelser, lande i nye livsvilkår eller navigere i forskellige symptomer, som kan være uhåndterbare. Der er mange forskellige områder terapien kan fokusere på, afhængigt af den enkelte klient. Jeg arbejder med nogle primære samtaleområder, om end flere temaer kan være relevante i samme terapiforløb. Hvis du er i tvivl, om disse samtaleområder er relevante for dig, eller du ønsker at fokusere på andre tematikker, er du velkommen til at kontakte mig for at høre, hvor vidt et samtaleforløb hos mig vil give mening. Herunder ses en kort liste af typiske symptomer, som knytter sig til de forskellige udfordringer. Længere nede har du mulighed at trykke dig videre til yderligere beskrivelse af de enkelte fokusområder.
Angst
Typiske symptomer: Hjertebanken, brystsmerter, sveden, rysten, kvalme, svimmelhed, søvnproblemer, koncentrationsbesvær, humørsvingninger, uro, irritabilitet, bekymringstanker.
Stress og belastningsreaktioner
Typiske symptomer: hjertebanken, øget puls, svedtendens, hovedpine, svimmelhed, rysten, træthed, uro i kroppen, irritation, rastløshed, anspændthed, utålmodighed, angst, ulyst, skyld, skam, nedsat selvtillid og selvværd, ændrede spisevaner, fordøjelsesproblemer, nedsat immunforsvar, nedsat sexlyst, søvnbesvær, koncentrationsbesvær, hukommelsesproblemer.
Depression (let til moderat)
Typiske symptomer: Nedtrykthed, træthed, nedsat lyst og motivation, tristhed, bekymringstendens, tankemylder, koncentrationsbesvær, skam, selvbebrejdelse, skyld, hukommelsesproblemer, søvnbesvær samt øget søvnbehov, fladhed/ligegyldighed i sit følelsesliv, ændrede spisevaner, besvær med at tage initiativ, dalende selvtillid, isolationstendens, selvmordstanker og -handlinger.
Relationsproblemer
Typiske vanskeligheder: besvær med at mærke sig selv, svært ved at sætte grænser, svært ved at få tillid til og knytte sig til andre, føle sig til besvær og mindreværdig, holde folk på afstand, frygte for at blive forladt eller svigtet, ender i en bestemt rolle i familien, i sit parforhold, vennegruppe eller på arbejdspladsen som man ikke ønsker, problemer med at etablere og opretholde hensigtsmæssige parforhold, svær jalousi, behov for at kontrollere sin partner eller andre, bliver afhængig af andre, lader andre træffe sine beslutninger, påtager sig for meget ansvar for andre.
Udfordrende livsperioder og livskriser
I løbet af vores liv er der naturligt tidspunkter, hvor mange vil føle sig særligt sårbare og er i øget risiko for udvikling af psykisk sygdom. Det kan være specifikke perioder af livet, hvor der er meget på spil ift. ens identitet, følelsesliv, selvværd og individuelle færdigheder. Jeg er meget optaget af, hvordan man kan håndtere disse perioder mest hensigtsmæssigt. De særlige perioder, som jeg har fokus på, er ungdommen, forældreskab, større livsforandringer samt sygdom, ulykker og tab.
Autisme
Autismespektrumforstyrrelse (ASF) er en samlet betegnelse for en gennemgribende udviklingsforstyrrelse. Når man har autisme er der vedvarende vanskeligheder med interaktion og social kommunikation samt vedvarende begrænsede, repetitive og ufleksible adfærdsmønstre, interesser eller aktivitet. Der ses ofte tillægsdiagnoser ved autisme, også kaldet komorbiditet. Der kan hyppigt opstå belastningsreaktioner, traumereaktioner, ængstelighed, selvskadende adfærd og selvmordsadfærd. Der kan være behov for forskellige former for støttende indsatser for at blive i stand til at leve et liv, der stemmer overens med sine drømme og ønsker til fremtiden.
For at læse yderligere om ovenstående temaer og mulighed for behandling følg nedenstående links