Hvem er jeg
Psykolog Louise Kragh
Jeg er en nordjysk kvinde i 30’erne, som lever et almindeligt familieliv nær vestkysten med min kæreste, vores børn og kæledyr. Jeg er uddannet psykolog fra Aalborg Universitet med speciale i klinisk psykologi inden for voksenområdet. Jeg er oprindeligt trænet i den psykodynamiske forståelsesramme og har siden udvidet min terapeutiske ramme yderligere. Jeg er medlem af Dansk Psykologforening og har fokus på hele tiden at videreuddanne og dygtiggøre mig inden for de områder af psykologien, jeg arbejder med.
Jeg har tidligere arbejdet med unge og voksne, som har haft længerevarende problemer ifm. uddannelse og arbejde. Dette har været komplekse psykiske, fysiske og sociale udfordringer, hvor mit fokus bl.a. har været at afhjælpe tilstande med symptomer på angst, stress og depression. Senest har jeg specialiseret mig i autisme med fokus på at støtte i at opnå større trivsel i hverdagen og få tilknytning til arbejdsmarkedet. Jeg har erfaring med kortere og længerevarende samtaleforløb, psykoedukation for enkeltpersoner og i gruppe samt samarbejde med uddannelsessystemet, arbejdsmarkedet og sundhedssystemet med henblik på behandling og at skabe bedre rammer for den enkeltes udvikling.

Det er mit grundlæggende menneskesyn, at alle gør det godt, hvis de kan. Jeg ser mennesker som en helhed, der består af en række forskellige elementer, som indbyrdes påvirker hinanden. Behandling af psykiske lidelser kræver for mig en forståelse for den enkeltes grundvilkår og påvirkninger gennem livet. Jeg er optaget af sociale samspil og hvordan vores sociale erfaringer er med til at forme os til at blive de mennesker, vi er. Jeg beskæftiger mig med mange af de vanskeligheder, der kan opstå i sårbare perioder eller svære situationer livet igennem. Jeg har et særligt fokus på ungdommen, forældreskab, sygdom og tab samt livsændringer med stor betydning for dine livsvilkår og trivsel.
