Relationsproblemer
Hvad er relations- og tilknytningsproblemer
Relationsproblemer kan komme til udtryk på mange forskellige måder og kan opleves i bestemte relationer eller som generelle udfordringer hos en selv, der aktiveres i flere relationer. Uanset hvordan de kommer til udtryk, vil utrygge tilknytningsmønstre kunne vise sig ved, at man oplever at reagere og opføre sig på måder, som man egentlig ikke har lyst til. Det kan føles som om ens handlemønstre er uden for ens kontrol, og man kan have svært ved tænke klart, når man står i sociale situationer, hvor man føler sig presset. Måden vi indgår i relationer med andre mennesker på hænger i høj grad sammen med vores erfaringer med tidligere socialt samspil. Relationelle udfordringer kan påvirke livskvaliteten og have effekt på både følelsesliv, fysisk overskud samt kognitive funktioner. Når det sociale samspil bliver (for) svært ses en tendens til fravalg af oplevelser og relationer eller tilvalg af uhensigtsmæssige forhold, og der kan opleves stor usikkerhed og tvivl omkring sig selv og sin retning i livet. Problemer med tilknytning kan også medføre psykiske lidelser og være en faktor ved tilstande som stress, angst og depression.
Behandling af relationsproblemer
Psykoterapi kan skabe et overblik og en bevidsthed omkring egne mønstre i sociale sammenhænge og en forståelse af, hvorfor og hvordan det er blevet sådan. Terapien kan både fokusere på aktuelle situationer og relationer, men det kan også være givende at undersøge tidligere sociale samspil både i barndommen, ungdommen og voksenlivet. Der kan være behov for forskellige metoder i terapien med fokus på temaer som eks. tilknytning, identitetsudvikling, traumatiske oplevelser, mentalisering, forsvarsmekanismer, kommunikation og typiske signaler og strategier i sociale samspil. At føle sig bedre tilpas i sociale sammenhænge og kunne etablere og bevare dybe relationer kan være af stor betydning for ens livskvalitet, sænke ens generelle angstniveau og risiko for psykiske lidelser.
